maal_kap6

I 6. klasse fortsætter vi med at øge elevernes erfaring med algebraen anvendt i ligninger, formler og udtryk. I de tre scenarier udvides emnet ved at introducere variabelbegrebet knyttet til en beskrivelse af en sammenhæng mellem to talmængder. Dette kan opfattes som vanskeligt stof, og derfor forsøger vi at holde formalismen nede for ikke at fremmedgøre begreber mere for eleverne end højest nødvendigt. Det er fx derfor, vi taler om sammenhænge og ikke funktioner.
Vi bruger ekstra ressourcer på at vise sammenhænge grafisk/visuelt, idet vi antager, at den slags billeder bundfælder sig bedre hos eleven end en algebraisk tilgang.
Vi fortsætter arbejdet med ligninger og talfølger fra fjerde og femte klasse. Heri indgår brug af GeoGebras CAS-del til at løse ligningerne. Der bliver fortsat fokuseret på lighedstegnet som en balance mellem lige store værdier, og hvad der sker på den anden side af et lighedstegn, når man ændrer værdier på den ene side. Talfølger formaliseres gradvist bl.a. skal eleverne beskrive talfølger på to måder: som en udvikling fra trin til trin (rekursiv) og som en direkte formel for det n’te trin.